Undgå det, du ikke kan tåle

Ved at undgå det stof (allergen), du ikke kan tåle, mindsker du risikoen for at få allergisymptomer.

Allergener fra græspollen, gråbynke- eller træpollen og husstøvmider er luftbårne og næsten umulige at undgå, da de findes overalt omkring os. Selvom de primært findes hhv. indendørs (husstøvmider) og udendørs (bla. græs- og træpollen), kan de spredes via f.eks. tøj og hår.

Det er derfor betydeligt lettere at undgå allergener fra eksempelvis forskellige fødevarer eller husdyr.

 

Sådan kan du undgå pollen

  • Hold øje med pollentallene og tilpas dine aktiviteter.
  • Hold dig indendørs, når pollentallene er høje.
  • Træn indendørs i pollensæsonen.
  • Reducér mængden af pollen, som kommer ind i hjemmet ved at holde vinduer og døre lukkede i pollensæsonen, især i dagtimerne.
  • Hvis du vil lufte ud, er det bedst at gøre det om morgenen eller aftenen, eller når det har regnet, eftersom indholdet af pollen i luften da oftest er lavere.
  • Hold vinduerne lukkede, når I kører bil.
  • Tag tøj og sko af, når du har været ude, og læg dem uden for dit soveværelse.
  • Vær forsigtig med at være i kontakt med husdyr, som kan have pollen med sig i pelsen.
  • Vask håret regelmæssigt, gerne inden sengetid. Har du været ude og kommer ind med allergisymptomer, kan du tage et brusebad og vaske håret.
  • Undgå at hænge tøj og sengetøj til tørre udendørs. Benyt i stedet en tørretumbler, hvis det er muligt.
  • Installér HEPA-filter i støvsugeren.

Hvis dette ikke hjælper – søg da læge og tal om hvilken behandling, der er bedst egnet til  dig.