Tag allergitesten

Birkepollenallergi: Den mest almindelige form for høfeber

Allergi over for birk

Birkepollenallergi er den mest almindelige form for høfeber i Danmark og kan ligesom andre typer pollenallergi medføre symptomer på allergisk snue. En tilstoppet, løbende eller kløende næse, røde øjne, kløe i hals og svælg samt træthed og koncentrationsbesvær er nogle af generne, der rammer mennesker med høfeber, når birken blomstrer.

 

Pollensæsonen for birk: kort og intens

Pollensæsonen for birk strækker sig fra april til midten af maj¹. Når man oplever symptomer tidligere på sæsonen, skyldes det at man som pollenallergiker over for birk også kan få allergisymptomer fra hassel, el, elm, bøg og eg, hvor hassel og el starter sæsonen så tidligt som februar. 

Sæsonen for birk er således kort og intens, men er du allergisk overfor flere typer træpollen, herunder hasselbuske, kan du opleve generende symptomer fra februar til maj, hvorefter græspollen dominerer hen over sommeren.

 

Pollen afhænger af tid og sted

Dagens pollental indikerer koncentrationen af pollen, men har du allergi over for pollen fra birk, er tid, sted og vejr også en god rettesnor. Der er som udgangspunkt færrest pollen i luften tidlig morgen og sen aften, og mens lune og solrige dage medfører høje pollental, kan regn lægge en dæmper på pollenspredningen. 

 

Allergi som vinden blæser

Er du birkepollenallergiker og bosat i Østdanmark, kan du være særligt plaget af pollenallergi, da vestenvind og en højere koncentration af birketræer øger koncentrationen af pollen² i den østlige del af landet.

 

Hvor godt kender du dine allergisymptomer?


De mest almindelige symptomer på birkepollenallergi kan omfatte:

Symptomer på pollenallergi
 

Symptomer som tilstoppet næse, rindende øjne og kløe i øjne, næse og hals kan påvirke hverdagen, gøre dig træt og give koncentrationsbesvær samt medvirke til, at du er mindre social og sover dårligere. 

Trods brug af medicin eller håndkøbspræparater som antihistaminer, øjendråber og næsespray, oplever nogle fortsat symptomer på høfeber, hvilket kan gøre livet surt for pollenallergikere i pollensæsonen

 

Bliv klogere på symptomerne
 

Tid til at søge læge? Få kontrol over de generende symptomer

Almindelige symptomer på allergi over for birk er ikke farlige, men de kan skabe ubehag, fx med en løbende næse eller røde øjne. Du kan også opleve at være træt og energiforladt. Derfor bør det altid være målet at være så lidt generet af allergisymptomerne som muligt, så du opnår en bedre livskvalitet. 

Det skønnes, at mange danskere har høfeber uden at være diagnosticeret. Har du mistanke om allergi, bør du først og fremmest forsøge at undgå de stoffer, der udløser de allergiske reaktioner. Det er dog ikke så nemt, når det gælder birkepollenallergi, for det er noget nært umuligt at undgå områder med birk. 
 

Antihistamin eller allergivaccination?

Byder hvert forår på generende symptomer? Så er det måske på tide at søge læge. 

Uanset om du får symptomer på allergi i forbindelse med pollen, fødevarer eller andre såkaldte allergener, bør du få en allergitest i form af en priktest eller blodprøve hos en øre-, næse- og halslæge. Lægen kan vurdere, om medicin som fx antihistamin kan lindre dine symptomer, eller om du har bedst gavn af en allergivaccination.


Her kan du få hjælp
 

Pollenallergi kan medføre symptomer som koncentrationsbesvær

Hvorfor bliver man allergisk over for birk?

Birkepollenallergi fungerer i store træk på samme måde som andre typer af pollenallergi. Ligesom det er tilfældet ved græspollenallergi, bynkeallergi og allergi over for andre typer af træpollen kan birkepollen skabe en overreaktion i immunsystemet og give symptomer på høfeber.

 

Ingen kan gemme sig for birkepollen

Når det gælder birk, er træet udstyret med både han- og hunblomster, og her er det hanblomsterne, der spreder støvet og forårsager den allergiske reaktion i kroppen hos pollenallergikerne. Med ca. seks millioner pollen i hver enkel birkerakle samt en evne til at holde sig svævende længe, er koncentrationen af birkepollen høj og til stor gene for mennesker med birkepollenallergi³.

 

Læs mere om årsagerne til allergi
 

Krydsallergi og birk: Allergiske reaktioner fra fødevarer

Det er ikke usædvanligt, at mennesker, der har allergi over for birkepollen også har allergi over for andre typer pollen, fx græspollenallergi

Derudover kan birkepollenallergikere også opleve krydsreaktioner med en række fødevarer. Op mod 70 procent af dem, som har allergi overfor birkepollen, kan også få en allergisk reaktion i forbindelse med indtag af visse fødevarer, fx æbler, pærer, tomater og hasselnødder. Mens nogle kun får symptomer fra fødevarer i pollensæsonen, får andre symptomer året rundt⁴. 

 

Kend tegnene på en allergisk reaktion over for fødevarer

Reaktionen på fødevarerne opstår, fordi kroppen ikke kan skelne de allergifremkaldende stoffer i fødevarerne fra allergenerne i pollen.;

Symptomerne ved en krydsreaktion kan være kløe i hals og svælg, hævede læber og andre lette symptomer. Der kan også forekomme sjældne eller mere kraftige symptomer ved krydsallergi, herunder nældefeber og mave- tarmbesvær. Enkelte kan desuden få eksem i berøring med fødevarer, som krydsreagerer med de pollen, de er allergiske over for⁵. 

Kan ubehandlet birkepollenallergi føre til astma?

Astma kommer bl.a. til udtryk gennem symptomer som hoste, trykken for brystet og vejrtrækningsbesvær. Høfeber og andre typer allergi kan øge risikoen for at udvikle astma, og det skønnes, at ca. 30 procent af alle, der har høfeber, også har astma, mens 70 procent af astmatikere også har høfeber⁶. 

 

Høje pollental kan forværre astmasymptomer

Ligesom allergener fremprovokerer allergiske reaktioner i de øvre luftveje (næsen), kan allergenerne give symptomer i de nedre luftveje (lungerne). Derfor kan mennesker med allergisk astma opleve, at astmasymptomerne forværres, når pollentallet for fx birk er på sit højeste. Med den rette allergibehandling kan du få allergien under kontrol og mindske risikoen for at udvikle allergisk astma.

Læs mere om allergisk astma


Behandling af birkepollenallergi

Der findes flere forskellige typer behandling af allergi mod birkepollen såvel som andre former for høfeber. Medicin og præparater som øjendråber, næsespray og antihistaminer kan lindre allergisymptomer i øjne og næse, mens en allergivaccination, også kaldet immunterapi, behandler årsagen til allergien⁷. 

 

Er du pollenallergiker? Bestil tid hos lægen

Er du plaget af birkepollen, er første skridt at tage kontakt til en læge. Lægen kan foretage en priktest eller en blodprøve og derefter stille en diagnose og rådgive dig til det videre forløb. 

 

Husk, det er muligt at bestille tid hos en øre-, næse- og halslæge uden henvisning.
 

ALK lægger et stort arbejde i at gøre allergividenskaben forståelig for alle. Vi anvender opdaterede og troværdige informationskilder, og alt indhold gennemgås af lægefaglige eksperter, inden vi deler det med dig. I samarbejde med ALK-redaktionen tilstræber vores eksperter hele tiden at være præcise, grundige, tydelige og objektive. I vores redaktionelle retningslinjer finder du en præcis beskrivelse af, hvordan dette foregår.

Referencer:

Sidst opdateret 30/06/2023