Med mere end 100 græsarter i Danmark er det ikke kun græsset på plænen, der bidrager til et højt pollental. Foruden den meget udbredte græssort, engrottehale, hører bambus såvel som hvede, havre og byg eksempelvis også til græsfamilien⁹. Det er derfor ikke unormalt at opleve symptomer på pollenallergi, hvis du befinder dig i grønne områder eller i nærheden af marker i løbet af sæsonen.
Der kan være stor forskel på, hvor store mængder pollen de forskellige græsser hver især producerer. Mens rug danner omkring 4,2 millioner pollen per blomsterstand, frigør andre græsarter mindre end 1000 pollen per blomsterstand.
Allergi mod pollen fra engrottehale
Græsarten engrottehale er udbredt i hele Danmark, og som navnet antyder, vokser græssorten især i engområder, men den findes også i bl.a. grøftekanter og på græsplaner. Grundet dens udbredelse og fordi græssorten er et allergen, som mange reagerer på, bruges engrottehale som standard i priktest og blodprøver i forbindelse med udredning for græsallergi¹⁰.
Er det muligt at behandle allergi over for græspollen?
Almindelige symptomer på allergi over for græspollen er ikke farlige. De er bare ubehagelige. Hvilken type behandling, der er den rette for dig, afhænger af, hvordan du oplever symptomerne på græsallergien. Målet med behandlingen vil altid være færrest mulig gener. Er du meget generet af pollen og de symptomer, det medfører, kan du opleve en forbedret livskvalitet ved at få allergien under kontrol.
Øre-, næse- og halslæge uden henvisning
Der findes forskellige former for behandling af allergi over for alle pollentyper. Hvor nogle fokuserer på at lindre eller mindske symptomer, behandler en allergivaccination årsagen til allergien.
Du kan bestille tid hos en øre-, næse- og halslæge uden henvisning fra egen læge. For at finde frem til den rette behandling, vil lægen tage en snak om dine ønsker, foretage en priktest eller blodprøve samt undersøge din samlede helbredstilstand og de symptomer, du oplever. Lægen vil herefter rådgive dig om et eventuelt videre behandlingsforløb.