Træer skaber ilt og absorberer drivhusgasser. Samtidig er træerne første tegn på, at årets pollensæson er skudt i gang. For mennesker med pollenallergi kan birk og andre træarter imidlertid også være til stor irritation. For ligesom græspollen kan træpollen forårsage allergi med nysen, træthed, kløe i øjnene og en løbende næse.
Påvirker pollenallergi livskvaliteten? Den gode nyhed er i så fald, at der findes forskellige måder til at håndtere dine allergisymptomer, så du kan få det bedre.
Hvornår ligger pollensæsonen for træpollen?
For mange mennesker er ordet ”pollensæson” forbundet med forårs- og sommermånederne. Pollensæsonen kan dog variere fra år til år, og en mild vinter kan få pollen til at sprede sig så tidligt som januar. De første pollen kommer fra el og dernæst hassel. Herefter følger andre buske- og træarter, bl.a. birk, bøg og eg, inden græspollensæsonen starter. Birkepollen, der indeholder allergenet, som mennesker, der er allergiske over for pollen oftest reagerer på, er kendetegnet ved en kort men intens sæson, som strækker sig fra begyndelsen af april til slutningen af maj¹.
Selv om Danmark er et lille land, kan der være forskel, alt efter hvor du befinder dig. Grundet vestenvind, mere nedbør og større landbrugsområder vil pollentallet for eksempelvis birkepollen typisk være lavere i Jylland end på Sjælland.
Vind, vejr, geografi og andre faktorer spiller ind i forhold til pollensæsonen. Med dagens pollental får du indblik i pollenkoncentrationen i dit område, så du så vidt muligt kan begrænse din eksponering over for pollen.
De fire pollensæsoner
Pollensæsonen i Danmark strækker sig over mange måneder og kan overordnet deles op i fire perioder, hvor af to dækker over træpollen. Allergi kan komme fra lang række planter og træer. Her er listen over de mest almindelige kilder til pollenallergi².
- El og hassel: Pollensæsonen skydes i gang med el og hassel fra februar til april.
- Elm og birk: Sæsonen for elm starter i marts og følges op af birk i april. For begges vedkommende slutter sæsonen i maj.
- Græs: Med mere end 100 forskellige typer græs, strækker græspollensæsonen sig over et par måneder fra maj til august.
- Bynke: Pollensæsonen sluttes af med bynke i juli og august samt bynkeambrosien, der i sjældne tilfælde kan være generende helt frem til oktober.
Er du allergisk over for birkepollen, kan du også være allergisk over for el, hassel, bøg og eg, da disse kan krydsreagere. Da el plejer at blomstre i februar eller i nogle tilfælde så tidligt som januar, kan det være en lang og udfordrende periode for dig, som har træpollenallergi.
Er du generet af pollen fra et eller flere træarter, kan det være en idé at bestille tid hos din øre-, næse- og halslæge, der kan rådgive dig til den rette behandling.