guy holding his head in pain

Pollenallergi

Mænd ignorerer deres pollenallergi

Mænd ignorerer deres pollenallergi

Snøft! Snøft! Atju! En fjerdedel af alle voksne danskere lider af pollenallergi. Mange bliver ligefrem så påvirket af symptomerne, at det går ud over livskvaliteten. Alligevel forsøger en del at ignorere deres sygdom, og særligt slemt står det til blandt mændene.

Ifølge en ny undersøgelse, foretaget af Voxmeter for ALK, fører allergi til flere sygedage for 55 % af dem med allergi. Sammenlignet med kvinder melder mænd sig oftere syge, melder fra til sport og har mindre lyst til sex under pollensæsonen. Det kan skyldes, at mænd oplever sig mere generet af deres allergi, end kvinderne gør, men sammenhæng kan også findes i, at flere mænd end kvinder simpelthen lever deres liv uden nogen former for lindring af deres allergier.

men ignore sy red shirt

Jeg klarer den nok

Ole Lyngdal Løhde er en af de danske mænd, der hvert år døjer med kløende øjne og nyseture i hobetal. Det har han gjort, siden han var barn, og alligevel har han aldrig opsøgt en læge for hjælp til håndtering af sin pollenallergi.

- Jeg har nok altid tænkt, at det ikke var så slemt. Flere i min omgangskreds lider af allergier, og en del af dem har det langt værre end jeg. Så det har været lidt med den på, at hvis de kunne klare det uden lægehjælp, så kunne jeg også, siger han.

Bilen er vigtigere

Forskningsleder på Rigshospitalet Svend Aage Madsen har i mange år beskæftiget sig med mænd og sygdom. Spørger man ham, er Ole det perfekte eksempel på, at mænd generelt læner sig op ad den mulighed, at dårligdomme går over på et tidspunkt:

- Mænd får bilen repareret, hvis der er noget galt med den, og de fjerner dræbersneglene i haven, når det er nødvendigt. De reagerer på ting i verden – også på ting, der ikke er, som de skal være. Men de vil helst ikke bevæge sig alt for langt ind i et ”sundhedsmode”, hvor de skal forholde sig til deres følelser, og hvor i kroppen det gør ondt.

men ignore sy old man

Drop ”patienten”

Vil vi forsøge at forstå Ole, og andre mænd som ham, må vi ifølge Svend Aage Madsen forholde os til, at mænd og kvinders oplevelse af at være ”patient” er fundamental forskellig. Hvor kvinder gerne går ind i ”rollen” som patient – bliver hjertepatienter eller allergipatienter med hud og hår – forsøger mændene efter bedste evne at gøre sygdomstilstanden så lille som mulig og dermed bevare deres identitet som ikke-syge.

- Den forståelse er vigtig i forhold til, hvordan vi som sundhedsprofessionelle går til mændene, siger Svend Aage Madsen.
- Vi er nødt til at tænke over, hvordan vi giver mændene noget hjælp og behandling, som ikke indbefatter, at de skal være 100 procent patienter. At manden ikke bliver betragtet som en allergipatient, men en mand med allergi, som også er smed eller cykelhandler eller noget helt tredje.

Lægebesøg afskrækker

For Ole Lyngdal Løhde har netop kommunikationen omkring sygdom og behandling haft stor betydning for, hvordan han har handlet – eller ikke handlet – på sin allergi:   

- Bare det, at man skal til sin læge for behandling, understreger, at det er en sygdom. Og det er egentlig ikke sådan, jeg betragter min allergi. Jeg ser den mere som en livsomstændighed, der spænder ben engang imellem.

- Hvis kommunikationen havde været anderledes, og behandlingen knap så omstændelig, ville jeg formentlig have reageret på mine symptomer for mange år siden, siger Ole Lyngdal Løhde.

Kilde: Undersøgelse udarbejdet af Voxmeter for ALK

Har du brug for hjælp til at finde den rette behandling af din pollenallergi?

Kontakt en læge, så du kan få den behandling, der er bedst egnet til dig.

men ignore symptoms

Symptomer på pollenallergi

Symptomerne på pollenallergi kan variere fra person til person. De mest almindelige symptomer er:

  • Stoppet, kløende og/eller løbende næse
  • Gentagen nysen
  • Kløende, rindende og/eller røde øjne
  • Vejrtrækningsbesvær, pibende vejrtrækning eller hoste
  • Træthed

Pollenallergi kan desuden påvirke dig fysisk, så du føler dig træt og uoplagt i løbet af dagen.

Læs mere om symptomer på pollenallergi

ALK lægger et stort arbejde i at gøre allergividenskaben forståelig for alle. Vi anvender opdaterede og troværdige informationskilder, og alt indhold gennemgås af lægefaglige eksperter, inden vi deler det med dig. I samarbejde med ALK-redaktionen tilstræber vores eksperter hele tiden at være præcise, grundige, tydelige og objektive. I vores redaktionelle retningslinjer finder du en præcis beskrivelse af, hvordan dette foregår.