lady sitting on a football

Pollenallergi

Nedsat livskvalitet

Pollenallergi går ud over livskvaliteten - Jakob bliver til en tikkende bombe

Mange allergikere er så hårdt ramt af deres pollenallergi, at det går ud over livskvaliteten. Jakob Blom er en af de danskere, der har konsekvenserne helt tæt inde på livet.

Midt i Midsommervisen kunne 12-årige Jakob pludselig ikke få vejret. Hans svælg var hævet og endnu inden heksen var futtet af, var lægen ankommet og havde givet ham den indsprøjtning, der som det eneste kunne få Jakob på ret køl.

Det er i dag 35 år siden, at Jakob Blom gik kold ved sankthansbålet. Dengang var det en solid mængde græspollen, der havde gjort udslaget, men med tiden kunne Jakob også skrive birkepollen på sin liste over allergiske udfordringer.

livskvalitet jakobblom

Allergier spænder ben

Jakob er en af de mange danskere, der er så påvirket af pollenallergi, at det kan mærkes på livskvaliteten.

En stor undersøgelse fra 2023 kunne konkludere, at 52 % af de adspurgte allergikere oplevede forringet livskvalitet på grund af deres allergi. Allergisæsonen betyder også, at man er mindre effektiv på arbejdet eller i skolen. Her melder to ud af tre, at de under allergisæsonen er mindre effektive end normalt.

En helt ny undersøgelse, foretaget af Voxmeter for ALK, viser desuden, at 54 % af danskerne undgår at være udendørs på grund af pollenallergi, heraf har 23 % følt sig nødsaget til at melde fra til sportsaktiviteter, og 27 % har måtte melde afbud til sociale aktiviteter under pollensæsonen.

Påvirker hverdagen  

Da Jakob var dreng, elskede han at spille fodbold. Eller det vil sige, at han elskede tanken om at spille fodbold. For sæsonstart var altid lig med græspollens indtog og altså noget nær enden på Jakobs udfoldelser på grønsværen.       

- Det generede mig i alle mine børne- og ungdomsår, hvor der ikke var noget, jeg hellere ville end at spille fodbold med drengene. Men jeg var altid så udsat, og jeg nøs og kløede i ét væk, så det blev aldrig til så meget, siger Jakob Blom.

Siden udfordringerne på fodboldbanen er Jakobs allergi over for græspollen aftaget – for blot at blive erstattet af en udtalt overfølsomhed over for birkepollen. En overfølsomhed så voldsom, at den påvirker det meste af betydning i Jakobs hverdag:       

- I de perioder, hvor det er slemt, er min lunte ekstremt kort. Jeg sover ikke om natten, jeg nyser konstant og det klør over det hele. Når jeg er sammen med andre mennesker, tænker jeg kun på at ligge hjemme i min seng.

- Mens alle andre går rundt i shorts og har det sjovt, kan jeg stort set ikke gå uden for min dør – og jeg er nødt til at gå i bad, hvis jeg så alligevel har bevæget mig udenfor. Jeg kan ikke nærme mig en græsplæne eller en skov, og der er i det hele taget så mange parametre, jeg konstant skal forholde mig til. Det gør mig anspændt, og jeg bliver til en tikkende bombe. Det er ikke særlig tilfredsstillende for nogen, og det rammer mig i den grad på livskvaliteten, siger Jakob.

Fra kostændringer til akupunktur

Jakob har prøvet det meste for at lægge en dæmper på sine allergier: ændret sin kost, omlagt sin livsstil, deltaget i adskillige forsøgsbehandlinger og lagt krop til akupunktur. Lige meget har det hjulpet.

Ligesom sin far kæmper Jakobs 20-årige søn det bedste, han har lært, når pollensæsonen er på sit højeste. Sidste år kunne han knap nok gennemføre sin eksamen.

- Det er næsten det værste. Når de her allergier for fuld kraft rammer unge mennesker, siger Jakob.
- Det var nu, de skulle peake. Det var nu, de skulle se skarpe ud og have det sjovt med vennerne. Men i stedet går de glip af så mange gode ting.

- Og så er der jo den del oveni, der hedder, at omverdenen slet ikke kan forstå, at en allergi kan være så slem. Den mistro rammer formentlig de unge hårdere, end den rammer mig. De kan meget nemt komme til at føle, at de står helt alene med deres problemer, siger Jakob.

Kilder:

Har du brug for hjælp til at finde den rette behandling af din pollenallergi?

Kontakt en læge, så du kan få den behandling, der er bedst egnet til dig.

Happy family in garden

Allergibehandlinger

Har du pollenallergi, findes der mange forskellige behandlingsmuligheder. Her kan du få et overblik over de tre overordnede behandlingsprincipper.

Læs mere om allergibehandlinger

ALK lægger et stort arbejde i at gøre allergividenskaben forståelig for alle. Vi anvender opdaterede og troværdige informationskilder, og alt indhold gennemgås af lægefaglige eksperter, inden vi deler det med dig. I samarbejde med ALK-redaktionen tilstræber vores eksperter hele tiden at være præcise, grundige, tydelige og objektive. I vores redaktionelle retningslinjer finder du en præcis beskrivelse af, hvordan dette foregår.