Diagnosticering af allergi
Find ud af, hvad du er allergisk over for
Hvordan finder du ud af, om du er allergisk?
Har du mistanke om, at du er allergisk men usikker på, hvad der forårsager din allergi? Så bør du bestille tid hos lægen eller en allergispecialist for at blive testet.
Din læge kan diagnosticere din allergi og afgøre, hvad du er allergisk overfor, ved at stille spørgsmål til dine symptomer, og hvad der udløser dem, samt ved at undersøge dig.
Selv om du kan få en diagnose udelukkende baseret på symptomerne, har du brug for at kende den præcise årsag til allergien, og det kan en allergitest vise.
Der findes forskellige måder at allergiteste på.
Se filmen om, hvordan allergi diagnosticeres
Det mest almindelige er at udføre en priktest på huden. Testen omfatter de mest almindelige allergener, og resultatet kan aflæses efter 15 minutter.
Sådan udføres en priktest
1. En række dråber, som hver især indeholder almindeligt kendte allergener fra eksempelvis pollen, husstøvmider og pelsdyr, placeres i en række på indersiden af underarmen.
2. Derefter prikkes med en lancet (en lille form for nål) gennem samtlige dråber. Der anvendes en ny lancet for hver dråbe. Efterfølgende tørres den overskydende væske af.
3. Efter 15 minutter kan resultatet aflæses. Det kan begynde at klø i løbet af ventetiden, men for at undgå at påvirke testresultatet er det vigtigt ikke at klø på armen.
4. Herefter aflæses resultatet. Hvis du er allergisk ses en lille rød hævelse, omtrent som et myggestik, hvor der har været en allergisk reaktion. Viser priktesten et positivt resultat, kan du tale med lægen/sygeplejersken om de forskellige muligheder for behandling.
Hvis ikke der er nogen reaktion på priktesten, men din læge alligevel har mistanke om, at du er allergisk, kan det være aktuelt at tage en blodprøve.
Allergitest som blodprøve
Lægen kan vælge at tage en blodprøve for at afgøre, om du har allergi, eller for at bekræfte resultatet fra en priktest. Blodprøven sendes til et laboratorium, og resultatet sendes til din læge inden for nogle dage.
Præcis som ved en priktest er hensigten at finde ud af, hvilket allergen (stof) du er allergisk over for.
Hvis du har allergi, vil din krop forsvare sig ved at begynde at danne antistoffer (IgE) mod et specifikt allergen. Mængden af antistoffer måles i din blodprøve.
Mere om IgE og antistoffer
Antistofferne, som medvirker til den allergiske reaktion, kaldes immunglobulin E (IgE). Din krop producerer forskellige typer IgE for hvert specifikt allergen, og mange af disse specifikke former for IgE kan måles. Blodprøven måler mængden af antistoffer i blodet; hvis niveauet er højt for et allergen, og det stemmer med dine allergisymptomer, betyder det, at du er allergisk.
En del medicin påvirker resultatet ved priktesten. Din læge kan derfor vælge at tage en blodprøve, hvis du har en hudsygdom, tager medicin som f.eks. antihistamin, eller hvis du har vedvarende, alvorlige allergisymptomer.
Allergitest – får du den rette behandling til din pollenallergi?
Tag vores online allergitest og få svar. I testen beskriver du, hvordan du oplever pollenallergien og får nyttige tips til din næste konsultation hos lægen.
Dit resultat
Dine VAS point:0
VAS point viser, hvor store gener du oplever fra din allergi på trods af, at du tager medicin
0-2 point:Dine gener er ikke så store. Du kan fortsætte med din nuværende behandling.
2-5 point:Du oplever lette til middelsvære gener. Kontakt din læge, så I sammen kan optimere din nuværende behandling.
5+ point:På trods af medicinering har du store gener, som sikkert påvirker din livskvalitet i pollensæsonen. Kontakt din læge for videre udredning. Allergivaccination kan være det næste skridt i din behandling.
Dit resultat
ALK lægger et stort arbejde i at gøre allergividenskaben forståelig for alle. Vi anvender opdaterede og troværdige informationskilder, og alt indhold gennemgås af lægefaglige eksperter, inden vi deler det med dig. I samarbejde med ALK-redaktionen tilstræber vores eksperter hele tiden at være præcise, grundige, tydelige og objektive. I vores redaktionelle retningslinjer finder du en præcis beskrivelse af, hvordan dette foregår.