Hvad er krydsallergi?
Når man har krydsallergi, reagerer man på stoffer, som ligner dem, man er allergisk over for.
Det medfører f.eks., at immunsystemet ikke kan skelne mellem de allergifremkaldende stoffer i pollen og lignende stoffer i fødevarer som friske frugter og grøntsager. Ved pollenallergi er det almindeligt at have krydsallergi, og mest almindeligt er det ved birkepollenallergi. Risikoen for krydsallergi øges, hvis man er allergisk over for flere slags pollen f.eks. birk og græs, og hvis man har svær allergi.