Er du generet af allergiske symptomer som snue, kløende eller rindende øjne, kriller i halsen eller gentagne nys i foråret og om sommeren? Så kan årsagen være pollenallergi, også kendt som høfeber.
Pollenallergien kan have stor indflydelse på dagligdagen i pollensæsonen, herunder arbejde, skole, motion og sociale aktiviteter. Generne kan desuden forstyrre din nattesøvn, påvirke koncentrationsevnen og give dig en følelse af at være uoplagt eller måske endda syg. At have allergi over for flere pollentyper såsom birk og græs kan føre til, at din sundhed og livskvalitet påvirkes over en længere periode hvert år.
Hvad er pollenallergi?
Du kan mærke, at der er noget i luften. Men hvad er pollen? Pollen er blomsterstøv fra planter og træer. Hos pollenallergikere svarer immunsystemet igen ved at producere antistoffer, når du udsættes for pollenkorn gennem vejrtrækningen.
De små pollenkorn indeholder allergener og andre allergifremkaldende stoffer, som påvirker immunsystemet til at producere antistoffer, hvilket resulterer i høfebersymptomer af varierende styrke. Pollenstøvet kommer fra en række forskellige planter, og således kan du også opleve at reagere på forskellige pollentyper.
Hvor mange har pollenallergi?
Er du plaget af allergi, pollen og nogle af de gener, der følger med? Så er du ikke alene. Pollenallergien er den mest almindelige form for allergi, som ca. hver femte dansker plages af, og således oplever op mod 1 million danskere hvert år symptomer på høfeber¹. En generende tilstand, der kan føre til allergisk astma.